KLOKKERHOLM HALLENS HISTORIE
I 1976 startede der en heftig verbal kamp mellem de mindre byer i Dronninglund Kommune om retten til den næste idrætshal efter, at kommunen havde ladet det ”sive”, at der godt kunne komme flere idrætshaller med selvejende status. Klokkerholm var ikke den første der bød ind. Men da vi bød ind var det med meget tunge og væsentlige argumenter, som fx skolens store behov for idrætsfaciliteter. Skolen var jo mere end dobbelt så stor som Flauenskjold, der var den første, som gav bud til kommunen, om at der kunne indsamles en del penge, og der kunne komme frivillig arbejdskraft på tale mm. Samme argumenter blev straks kopieret fra Klokkerholms side.
I Klokkerholm og Ørum etableredes lynhurtigt en større interessegruppe for at få bygget en idrætshal. Der blev skabt en slags repræsentantskab med alle mulige relationer, men først og fremmest til idræt. Ud af dette repræsentantskab blev der nedsat en forretningsgruppe, som skulle arbejde med en række konkrete tiltag. Der var tale om en egentlig ansøgning til kommunen med placering, økonomi mm.
Kommunen bestemte klogeligt at lave en prioritering mellem de mindre byer om, hvem der skulle have den første idrætshal. Valget faldt på Klokkerholm, som så kunne gå i gang med en stor opgave med mange, mange møder, indsamling af penge, konkretisering af ønsker med indretning og inventar. Den gamle kommunaldirektør Ove Thomsen havde et stort ord at skulle have sagt i, hvordan tingene skulle være. Beslutningen blev, at der skulle være en totalentreprisekonkurrence. Det blev besluttet, at 3 medl. fra byrådet skulle indgå i haludvalget, der bestod af forretningsudvalget med reference til byrådet og repræsentantskabet. Hallen skulle være en selvejende institution.
Kommunen udarbejde lokalplan for placering. Der kom ingen indsigelser. Licitationen gav 21 totalentreprisetilbud, hvor der var meget at tage af både med hensyn til kvalitet, størrelse og pris. Men beskeden var klar fra kommunen: Indstil i begrundet og prioriteret rækkefølge de fem billigste forslag.
Brdr. Pedersen fra Klokkerholm med arkitekt Hellsten havde det største, bedste og billigste tilbud med gode byggematerialer som mursten til kip, klinker i alle rum etc. Brdr. Pedersen havde satset meget på dette projekt, og de ville gerne være med til at give byen et rigtigt godt ”hus”, derfor havde de blandt andet sat al udvendig kloakering inkl. materialer til 0 kr. Det kom frem efter, at hallen var færdig, hvor de fortalte, at de brugte weekenderne til at ordne kloakforholdene. Selve byggeriet med mange byggemøder gik som smurt ledet af arkitekt Leif Hellsten.
Arbejdet med hallen var nærmest en livsdrøm for sportsfolk, der arbejdede med idræt i byen, og det pudsige var, at etablering af møllesøen foregik samtidig. Det var altså to meget store projekter, som lykkedes på en gang.
Indvielsen i 1979 – et år efter at arbejdet var igangsat – blev et kæmpe tilløbsstykke. Der var ingen officielle penge til indvielsen. Budgettet var meget stramt hele vejen igennem. Eventyris, bryggeriet Park og Gøl pølser sponserede nogle beløb, da de fik lov at sælge deres produkter i cafeteriet. Disse penge blev brugt til de mange events. Sidst i juli 1979 var der officiel indvielse med grundstensnedlæggelse (”grundstenen” ses lige inden for i hallen). Grundstensdokumentet kan ses i hallens cafeteria. Den officielle del var med byrådet, entreprenører og halrepræsentantskabet. Senere var der åbent hus for alle interesserede med et lille traktement.
Den største stakladefest nogen sinde blev afholdt som indvielse lørdag d. 4. august 1979. Hele ugen efter blev der givet mulighed for, at alle kunne komme og lave et eller andet i hallen, og samtidig blev der en kæmpe fremvisning af idrætsmuligheder med mange af Nordjyllands allerbedste sportshold. Programmet for indvielsen er i hallens besiddelse . Den første halbestyrelse var blevet valgt og fik blandt andet opgaven at skulle ansætte en halinspektør. Til dette job var der mere end 50 ansøgere. Valget faldt på Jørgen Kjeldsen fra Hjallerup.
Skrevet af: Hallens første formand, Erik Østergaard.